I utgaven for 17. november 2012 bringer
Aftenposten følgende korreksjon:
Karl Johan var ikke den første
unionskongen, som vi skrev i en leder nylig. Den første unionskongen var Karl
XIII (1809–1818). I 1818 ble Karl XIV Johan valgt til konge.
Jeg lurer på hvordan Aftenposten ser
for seg at dette har foregått. Kanskje slik?
Sveriges statsminister kommer inn i
rommet. Den norske statsministeren og kabinettsekretæren* sitter ved et bord. Den
svenske statsministeren setter seg, tydelig rystet.
–Kungen är död!
–Og saa ret før Valget! Som
Statsministere er det vor pligt at finde en ny Candidat.
–Stop een Halv, hvilken Statsminister
er I – Justitiestatsministeren eller Utrikesstatsministeren? Jeg spørger icke kund
for at briefe med min Viiden om svensk constitutionell Historie, men for at
faae en Afklaring.
–Jag vet att det är en Anakronism att
kalda mig bara Statsminister, men jag gör det af pedagogiska Skäl.
–Aha, I øndsker icke, gennem at nævne
Eders Embede med sit fulde Nafn, at forvirre Folket og lede den gemeene Mand til Kiedsommelighed og dis
mindre Opbyggelse, som alt for meget paa een gang ikke fatte og beholde kand.**
–Just presis.
–Nuvel. Vi trænge een stærk Candidat. De
Andre commer til at køre frem Christian Frederik, eller maaske endog Mit
Romney. Vi maae have nogen, der kand slaae dem.
–Hvad med Christian August?
–Hand er jo død!
–Och rör tyvärr inte paa sig.
–Jeg haver det! Hvad om vi udpægede Carl
Johan til vor Mand?
–Carl Johan? Värför det?
–En exotisk Mand med broget Baggrund
som haver commet sig op i Værden. Det vild apelere tild Qvindelige Vælgere,
Mexicansk–Nordmænd og andre Minoritæter. Havde hand bare været mere
svarsmussedt, vilde Sagen været Boeuf.
–Men Qvinder have jo icke Stæmmeret!
–Det havede jeg i Farten glæmt.
–LOL!
–Men husk ogsaa, at Carl Johan er
Krondprinds. Det vild derfor være et overraskende Træk fra vor Side, at øndske
ham som Konge–Candidat. Vi vil kunde faae een saakaldet «mørch Hæst»–effect ved
Valget, som uden Tvivl vil være til vor Fordel.
–Daa säger vi saa. Er alla eniga?
–Ja.
–Ja.
–Hvilket Valgsprog skal vi bruge i
Campaignen?
–Hvad med «Jøss, vi kand!», for at
udtrykke Folkets Glæde, Overraskelse og Begeistring over sin egen og Kongens Ævne til at løse
Problæmerne, i Fælleskab?
–Jeg tænker, at vi heller gaaer for «Folkets Kjærlighed min Belønning.» Dette er trods
alt et Kongevalg, icke et Cirkus.
–OK.
–Da faaer vi komme i gang. Jeg skal sænde een
Skrivelse til vore norske Consulater*** med Information om Candidaturet. Kand I
give meddelelse herom til Aftenpoften**** og andre Mædier?
–Det skal jeg gøre. Men vild Aftenpoften
virkelig troe, at vi haver snacket sammen paa denne Maade?
–Det er min Erfaring, at mand kand faae Aftenpoften
til at troe hvad som helst.
–Och jag tager mig af den svenska Sida
af Sagen.
–Da burde alt være klart. Det er mit
inderlige Ønske, at Statsministerene maae have det bra, indtil vi sees igjen*****.
Efter at have snakket med Aftenpoften gaaer jeg paa Krogen og chiller Den
medens jeg nyder et Glas let–Absinth.
–Absinth? Faar man värkligen Absinth som Glace******
nu?
Et, som de sier, cetera.
* Jeg er ikke helt sikker på om jeg vet
hva en kabinettsekretær er for noe, men jeg syntes det hørtes tidsriktig ut å ha
ham med. Dersom han var der, er det ytterst usannsynlig at han var norsk, men
jeg gjør det slik fordi jeg vet enda mindre om svensk språk i år 1818 enn det
altfor lille jeg vet om norsk. (Og bare for å presisere, siden jeg tross alt er
litt forfengelig: Ja, jeg har helt bevisst feilstavet noen ord jeg vet ble
skrevet annerledes i 1818. Og nei, jeg innbiller meg ikke at «OK» og endel andre
ord og former brukt overfor virkelig var i vokabularet / gramatikken da.)
** Dette siste er i hvert fall en
anakronisme, siden kabinettsekretæren her siterer fra Christian Vs Norske Lov
av 1687. Annen bok, 4. kapittel, artikkel 11, hvis dere ikke tror meg. Det
dreier seg om et forbud mot at prester skal holde prekener som er mer enn en
time lange.
*** Nok en anakronisme. Ikke tro alt du
leser i Aftenposten, men ikke tro alt du leser i kommentarer til Aftenposten
heller. At det ikke fantes egne norske konsulater i 1818 er kanskje en av ti–på–topp
– tingene du burde ha fått med deg når det gjelder Norge på 1800–tallet.
**** Aftenposten begynte i
virkeligheten ikke å utkomme før i 1860, men her har jeg benyttet meg av
dikterisk frihet av dramaturgiske årsaker, for å knytte saken om kongevalget i
1818 til informasjonen om dette i Aftenposten av idag.
***** Dette eller noe lignende er i våre dager redusert
til det fattigslige (men fortsatt hyggelige og ofte oppriktig mente) «ha det».
****** Dere tok den, ikke sant? Denne passasjen er her for å illustrere at det finnes små forskjeller i språk og kultur mellom broderfolkene som iblant spiller oss et lite puss.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar